” Scanderbeg, det vil sige, Alexander, Herren, er et Binavn til Georg Castriot af Albanien. Han blev født 1404, og tilligemed sine tre Brødre Reposius, Stanicius og Constantin givet Sultan Amenrat II til Gisler. De sidstnævnte tre Prindser døde af en langsom Gift, som Sultanen lod dem bibringe. Georg havde sin Ungdom, sin Aand og sin gode Mine at takke for sit liv. Amurat lod ham omskjære, opdrog ham omhyggeligen , og gav ham siden , med Titelen Sangiac, kommandoen over nogle tropper. Han blev inden føie Tid den første af de tyrliske Helte. Da hans Fader var død 1432 , udkastede han den plan, at træde ind i sine Forfædres Arvepart, og afkaste det muselmanske Aag. Keiseren sendte en mægtig Armee til Ungern, og vilde at Scanderbeg skulle spille en Rulle derved. Saasnart han var ankommen her, forenede han sig hemmelig med Hunniades Corvinus, En af det Ottomanske Riges rædsomste Fiender. Han forsikrede denne Feltherre, at han ville overfalde Tyrkerne ved det første Slag, og holdt troligen sit Løfte. . Tyrkerne blev nødte til at vige , og efterlode sig 30000 mand paa Valpaldsen. Scanderbeg benyttede sig af den Forvirring, hvori Fienderne vare geraaede, greb Amurats Secretær, satte ham Kaarden for, og tvang ham, at skrive og forsegle, i Keiserens navn , en Befaling til Guverneuren i Croja, Hovedstaden i Albanien, at overgive Staden og Citadellet til Overbringeren af denne Befaling. Derpaa lod han Secretæren og alle den, der havde været tilstede ved disse falske Breves udfærdigelse myrde, paa det Amurat ikke skulde skulde faae Noget at vide derom. Han begav sig nu straks til Croja, benægtigede sig fæstningen, tilkiendegav sig for sit Folk, og blev af det udraabt til Konge. Saaledes besteg han tronen 1443 og forsvarede sig paa den ved sine vaaben. Forgieves væbnede Amurat sig to Gange og forgieves beleirede han Croja to Gange, han maatte ophæve beleiringen igien. Scanderbeg forstod at drage saa mange Fordele af et saa uievnt og biergfuldt Terrains Beliggenhed, at han, med faa Tropper, altid holdt stærke Tyrkiske Armeer Stangen. Mahomed II, Amurats Søn og Efterfølger, fortsatte ved sine Generaler Krigen elleve Aar igiennnem, uden at de erholdte mindste betydelige fordeel. Kied af Krigen, søgte Mahomed endelig Freden, og erholdt den 1461. Den albanske Helt gik nu paa Pave Pius den Andens begiering, strax til Italien, for at hiælpe Ferdinand af Arragonien, der blev beleiret i Bari. Han udrettede, at Beleiringen blev ophævet, og bidrog meget til den Seier. Som denne Fyrste erholdt over Greven af Anjou. Den Tyrkiske Keiser tøvede ikke, at begynde Krigen paany, men da hans Generaler stedse blev slagne tilbage, vilde han forsøge sin Lykke selv. Croja blev beleiret to Gange i to paa hinanden følgende Feldttog, og to Gange blev blev Beleiringen ogsaa ophævet igien. Endelig døde Scanderbeg 1467, omhyllet med berømmelse. I en 63 Aars Alder. Tyrkerne betragtede ham som en Troløs; men han bedrog kun sine Fiender. Han var grusom ved nogle Leiligheder, men kun der hvor han maatte være det. Hans død var et sandt tab for Kristenheden, hvis Værn han havde været. De, efter deres Overhoveds Forliis altfor svage Albanere kom igien under der Tyrkiske herredoms Aag. Scanderbeg kan regnes imellem de lykkeligste Krigsførere,; thi han var tilstede ved 22 Slag, dræbte, fortæller man, med egen Haand 2000 Tyrkere, og erholdt aldrig, end ikke et let Saar. Han havde rene Sæder, formanede Soldaterne ofte til Kydskhed, og sagde til dem: for deres Haandværk var intet skadeligere end Elskovens Nydelser. Hans Storke var saa overordentlig stor. at Mahomed, som forfærdedes over de vældige Drag, hvormed han huggede om sig, lod ham bede om sin sabel, i den Tanke, at der var noget Overnaturligt forborgent ved den. Men han sendte ham den snart tilbage, som et, i hans Generalers Hænder, unyttigt Vaabenstykke. Scanderbeg lod ham nu sige: han havde nok sendt ham Sabelen, men beholdt Armen, der festod at betiene sig af den, tilbage. Jesuiten Pater du Poncet, udgav 1709, i 12, en læseværdig og interessant Levnedsbeskrivelse over denne Mand”.
About the work about Scanderbeg by Du Poncet in 1709 you may read here.
1818 Danish Professor Odin Wolff (1760 – 1830) published the 10th volume out of 11 of his Historisk Ordbog (Historical Dictionary). His work is a translation of “Nouveau dictionnaire historique, ou Histoire abrégée de tous les hommes qui se sont fait un nom”, by L.M. Chaudon and F.A. Delandine from 1805 with original biographies of Nordic personalities added.
