Albaniens historie

Albanien er en af Europas yngste stater, oprettet i 1913, og befolket af albanere, der er et af Europas ældste folk.

Forhistorie

 De tidligste fund er fra mousterian-kulturen for ca. 40.000 år siden. Agerbrug kan påvises fra ca. 6000 f.Kr., og rige bopladsfund — bl.a. med Balkans ældste pælebygninger ved Dunavec og Maliq i det centrale Albanien — kendes fra de følgende århundreder. Tilvirkning af kobber indførtes tidligt, ca. 4000 f.Kr., da lokale forekomster blev udnyttet. I slutningen af bronzealderen og i jernalderen opførtes mange befæstninger. Fra disse perioder kendes gravhøje samt helleristninger og klippemalerier. Handel, især med Grækenland, kulminerede med etableringen af græske kolonier.

Albaniens - forhistorie
Forhistorie

Historien til 1500

 Albanerne, hvis navn muligvis stammer fra albanoi, navnet på en illyrisk stamme nord for Tirana i 100-t. e.Kr., er efterkommere af indoeuropæiske stammer, muligvis illyrere. De kom til Balkanhalvøen omtrent samtidig med grækerne omkring år 1000 f.Kr., men navnet albanoi dukker først op i kilderne i 1000-t. e.Kr.

 Under de illyriske krige i 229 og 219 f.Kr. erobrede romerne illyriske bosættelser i Neretva-dalen. Romerne gjorde nye erobringer i 168 f.Kr., da romerske styrker tog Illyriens konge Gentius til fange ved Shkodër (som romerne omdøbte til Scodra) og tog ham med til Rom i 165 f.Kr. Et århundrede senere udkæmpede Julius Cæsar og hans rival Pompeius deres afgørende slag i nærheden af Durras (Dyrrachium). Romerriget undertrykte de sidste genstridige illyriske stammer på det vestlige Balkan under kejser Tiberius regeringstid i år 9 e.Kr. Romerne delte landområdet, som omfatter nutidens Albanien, i de romerske provinser Makedonien, Dalmatien og Epirus.

 I omtrent fire århundreder styrede romerne de illyrisk befolkede lande og fremmede økonomisk og kulturel udvikling samt afsluttede de fleste af de stadige kampe mellem de lokale stammer. Illyriske bjergstammer opretholdt egne autoritet, men underkastede sig kejseren og anerkendte hans sendebud. Ved en årlig festlighed for kejserne sværgede de illyriske stammehøvdinge fra bjergene deres loyalitet over for kejseren og styrkede deres politiske rettigheder. En form af denne tradition, kendt som kuvend, har overlevet til moderne tid i det nordlige Albanien.

 I den sidste del af middelalderen synes der også at have boet en del albanere i de tilgrænsende områder foruden i det nuværende Albanien. Omkring år 1100 kæmpede Det Byzantinske Rige og normannerne i Syditalien om området, men i 1200-t. blev det en del af det græske despoti Epiros. I 1300-t. kom det under den serbiske zar Stefan 4. Uroš Dušans herredømme. Albanske styrker deltog på serbisk side i slaget på Kosovo Polje 1389, hvor osmannerne tilintetgjorde det serbiske storrige. En form for albansk statsdannelse opstod først i 1400-t. i kampene mod osmannerne, hvor albanerne under ledelse af Skanderbeg (Gjergj Kastrioti) længe holdt stand mod angriberne. Skanderbeg døde 1468, men hans hovedstad Kruja lige nord for Tirana faldt først 1478. I 1501 erobrede osmannerne den sidste albanske by, kystbyen Durrës, og en betydelig gruppe albanere emigrerede til Syditalien ved den lejlighed. Det blev indledningen til en over 400 år lang periode med osmannisk dominans. 

Illyrien
Illyrien
Dronning Teuta
Dronning Teuta (Illyrien)

Den osmanniske periode

 Under osmannerne konverterede flertallet af albanerne til islam. Albanske tropper ydede osmannerne hjælp til nedkæmpelse af opstande i Grækenland i 1700- og 1800-t. og var kendt for tapperhed og grusomhed. Mange albanere beklædte høje poster i den osmanniske administration og hær, og albanerne forblev længe loyale mod Osmannerriget, idet de opfattede det osmanniske herredømme som et mindre onde end de kristne nabofolks. Ca. 1800 etableredes alligevel delvis uafhængige albanske fyrstendømmer i Nordalbanien og i det nuværende Nordgrækenland, men 1830 var sultanens kontrol over de løsrevne områder genetableret — bortset fra bjergområderne i det indre af landet, som reelt var uafhængige under lokale høvdinge.

 En egentlig albansk nationalbevægelse manifesterede sig først ved fredskonferencen i Berlin efter Balkankrigen 1877-78, der endte med, at albanernes område forblev under osmannisk herredømme. Samtidig arbejdede albanerne for dannelsen af et autonomt albansk område med eget administrations- og skolesprog, der skulle omfatte det nuværende Albanien, Kosova (Kosovo), størstedelen af Makedonien og Janinaområdet (i Nordgrækenland). Men 1881 erobrede osmanniske tropper Prizren, og nationalbevægelsen blev forbudt. Arbejdet på at udbrede albansk som skolesprog fortsatte i de følgende år, men blev med ofte voldelige midler bekæmpet af osmannerne. Kampen skærpedes efter den ungtyrkiske statsomvæltning i 1908. Samme år afholdtes en albansk konference i (Manastir) Bitola i Makedonien, hvor man vedtog politisk og kulturel enhed for alle og brug af latinsk alfabet i stedet for arabisk. I 1910 brød et åbent oprør mod osmannerne ud i Kosova; det blev i første omgang nedkæmpet, men i 1912 gjorde albanerne oprør på ny og indtog Skopje. Dette satte også de kristne folk på Balkan i bevægelse, og i Den Anden Balkankrig 1912-13 blev osmannerne næsten trængt helt ud af Balkanhalvøen.

-under-osmanniske-rige
Slag under osmanniske besættelse

Selvstændighed

 Den 28. november 1912 udråbte Ismail Qemaili i byen Vlora Albanien som en selvstændig stat. På østrig-ungarsk initiativ blev “Fyrstendømmet Albanien” oprettet i 1913 — som en ramme om flertallet af Balkanhalvøens albanere. Serbien fik Kosova, og et albansk oprør her samme år blev nedkæmpet af serberne. 

Albaniens slevstændighed-1912
Albaniens selvstændighedserklæring i 1912

Under de to verdenskrige

 Under 1. Verdenskrig blev landet besat af flere af de krigsførende parter, og i 1915 blev der i London indgået en hemmelig aftale om deling af Albanien, hvorved Italien skulle få herredømme over det meste af landet. Men albanerne protesterede, og det lykkedes dem efter krigen med amerikansk støtte at få anerkendt en uafhængig republik inden for grænserne af 1913.

 I de følgende år kæmpede Jugoslavien og Italien om indflydelsen i landet. I 1925 blev den eksilerede politiker Ahmed Zogu med jugoslavisk støtte indsat som præsident, men hans aftale med Italien i 1926 åbnede for italiensk infiltration og blev fulgt op i 1927 af en italiensk-albansk militæralliance. For at begrænse Italiens indflydelse gjorde præsidenten sig i 1928 til konge under navnet Zogu 1., hvilket dog ikke hindrede Albaniens udvikling til en italiensk lydstat. Denne fuldbyrdedes 1939 ved landets indlemmelse i Italien.

 Albanien skulle tjene som udgangspunkt for et italiensk forsøg på erobring af Grækenland i 1940, men grækerne gik til modangreb og erobrede en del af landet. Tyskland greb derefter ind og tilintetgjorde i 1941 den græske hær. Fra 1942 truedes det italienske herredømme i landet af dels en nationalistisk, dels en kommunistisk modstandsbevægelse. Den sidste, som samarbejdede med Titos jugoslaviske partisaner, var ledet af Enver Hoxha, som siden blev leder af befrielsesregeringen. 

Albaniens mellem to verdenskrige
Albanien under de to verdenskrige

Historien efter 1945

 Ved valgene til nationalforsamlingen i december 1945 vandt Hoxhas Nationaldemokratiske Front en klar sejr, og i 1946 udråbtes Den Albanske Folkerepublik, et kommunistisk étpartiland med Hoxha som ministerpræsident. Han blev til sin død i 1985 det nye Albaniens enevældige leder.

 Albanien indgik efter 2. Verdenskrig et tæt økonomisk samarbejde med Jugoslavien, men efter Jugoslaviens brud med Sovjetunionen og KOMINFORM i 1948 blev der knyttet nære forbindelser til Sovjetunionen. Forholdet til naboen blev spændt. Landet blev omdannet til en stalinistisk inspireret, planøkonomisk stat med bl.a. tvangsnationalisering af den private sektor og en kollektivisering af landbruget, der først var fuldført 19 år senere. Fra 1949 var landet medlem af COMECON, og i 1955 blev det medlem både af FN og Warszawapagten. Den sidste forlod Albanien i 1968 som en protest mod Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet. I striden mellem Sovjetunionen og Kina, indledt i 1960, tog Albanien parti for Kina, hvilket udløste en kraftig kritik fra sovjetisk side, der kulminerede med brud på de diplomatiske forbindelser i 1961, da Albanien trådte ud af COMECON. Herefter var Albanien isoleret i Europa, og de eneste partnere ud over Kina var Nordkorea, Nordvietnam og Cuba. Kina brød man med i 1977-78 efter Mao Zedongs død, og efter at hans enke var blevet styrtet (1976).

 I perioden, der fulgte indtil 1986, befandt landet sig i en selvvalgt isolation. Befolkningen blev holdt i stramme tøjler; således var både religion, privat bilkørsel og turistrejser til udlandet forbudt, men den stalinistiske planøkonomi formåede ikke at ændre landets status som Europas fattigste stat.

 Efter Hoxhas død i 1985 forsøgte hans enke at spille en politisk rolle, men blev udmanøvreret af den nye partileder, Ramiz Alia. I erkendelsen af behovet for decentralisering indledte han i 1987 en moderat reformkurs med en lempelse af den planøkonomiske politik. I forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 påbegyndtes en demokratisering af det politiske liv, og regeringen iværksatte reformer for at omdanne landet til en markedsøkonomisk stat. Desuden indførtes bl.a. rejse- og religionsfrihed. I 1991 afholdtes det første parlamentsvalg med flere partier, hvorved kommunistpartiet vandt i landdistrikterne, men oppositionen i de større byer. Samme år skiftede kommunistpartiet navn til Albaniens Socialistparti, og præsident Alia nedlagde partilederhvervet. Herefter dannedes den første regering med deltagelse af flere partier. Efter fremgang for oppositionen ved parlamentsvalget i 1992 måtte Alia træde tilbage, og oppositionspolitikeren Sali Berisha overtog præsidentposten.

 Albanien var 1992-2005 præget af stærke modsætninger mellem politiske kræfter, som havde deres rod i Hoxhatiden, men i forskellig grad distancerede sig fra denne, især Sali Berisha (præsident 1992-97), leder af Det Demokratiske Parti, og lederen af Socialistipartiet 1991-2005, Fatos Nano, ministerpræsident under Ramiz Alia, som i 1993 fik frataget sin parlamentariske immunitet og i 1994 idømtes en fængselsstraf for embedsmisbrug og overtrædelse af borgerrettighederne. Det nye regime slog ind på en stærkt vestvendt kurs, som i 1992 gav sig udtryk i, at Berisha anmodede om, at Albanien måtte blive optaget i NATO. Han forsøgte i 1994 uden held at gennemføre en forfatningsreform, som væsentligt ville have styrket præsidentembedets magtbeføjelser. Ved en regeringsomdannelse samme år blev en yngre generation af politikere trukket ind, og det lykkedes at få den albanske stats udlandsgæld nedskrevet med ca. 60%. Men krisen skærpedes, ligesom regeringens retslige skridt mod sine politiske modstandere blev forstærket. I 1996 vedtog parlamentsflertallet en valglov, som begunstigede regeringspartiet, og ved parlamentsvalget i 1996 trak den af Socialistpartiet ledede opposition sine kandidater tilbage i protest mod udbredt valgsvindel. Men Berisha erklærede sig som vinder og afviste henstillinger om omvalg fra OSCE og Europaparlamentet.

 Situationen eksploderede i begyndelsen af 1997, udløst af folkelig harme ikke blot over Berishas stadig mere diktatoriske ledelse, men også over de såkaldte pyramidespil, hvor store dele af befolkningen blev tilskyndet til opsparing, men endte med at blive franarret deres penge som bl.a. stammede fra privatisering af boligmassen. Et folkeligt oprør med udspring i det sydlige Albanien udviklede sig til regulær borgerkrig. Landets våbenlagre blev plyndret, hvorved mere end 1/2 mio. våben kom i omløb på Balkan. Oppositionen opfordrede OSCE til at gribe ind, og i marts sendte Albanien en anmodning om militærhjælp, efter at regeringen havde mistet kontrollen med store dele af Sydalbanien. I april i indsattes en midlertidig international beskyttelsesstyrke under FN-mandat med bl.a. dansk deltagelse. I juni 1997 afholdtes nyvalg til parlamentet, som gav en stor sejr til Socialistpartiet og dets allierede. En samtidig folkeafstemning afviste med stort flertal genindførelse af monarki. Socialisten Rexhep Mejdani valgtes til præsident, og veteranen Fatos Nano til ministerpræsident. Berisha anerkendte ikke resultatet; han opfordrede til nyvalg og fortsatte modstanden mod den nye regering under Fatos Nano.

 I september 1998 udløste det fortsat uopklarede mord på det Demokratiske Partis vicepræsident uroligheder i Tirana, som førte til Fatos Nanos tilbagetræden som ministerpræsident. Socialistpartiets generalsekretær, Pandeli Majko (f. 1967), overtog kort efter posten, og i november 1998 løstes forfatningsstriden, da Albaniens første demokratiske forfatning blev bekræftet med 93,5% af de afgivne stemmer, som dog kun afspejlede en valgdeltagelse på 50,6%. Under den militære konflikt mellem NATO og Jugoslavien om Kosovo brød ud i marts 1999 blev NATO-tropper placeret i Albanien, og der blev ydet international humanitær hjælp til op imod en 1/2 mio. etniske albanere, der flygtede over grænsen fra Kosovo ved Kukës. Indenrigspolitisk førte stridigheder internt i Socialistpartiet til, at Pandeli Majko i oktober 1999 afløstes af Ilir Meta (f. 1969) som ministerpræsident, mens Fatos Nano fortsatte som partichef. Regeringen førte en forsigtig politik i nær tilknytning til Vesten under urolighederne i Makedonien i 2001. 

Albaniens befrielse 1945
Albaniens befrielse, 1945
1960 Tirana, Dajti hotel
Hotel Dajti, Tirana 1960
1988-Tirana,-skanderbeg-torv
Skenderbeg torv, Tirana 1988
1990, kommunismens fald
Kommunismens fald, 1990

Efter 2000

 Regeringskoalitionen vandt ved parlamentsvalgene i 2001, og socialisten Fatos Nano blev igen regeringschef. Nano blev som regeringschef kortvarigt afløst af Pandeli Majko februar til juli 2002. Alfred Moisiu blev som fælles kompromiskandidat mellem regerings- og oppositionspartierne valgt som præsident for fem år i juli 2002. Trods økonomisk fremgang og stigende stabilitet medførte fortsat udbredt korruption sammen med en splittelse i Socialistpartiet, hvor Ilir Meta 2003 brød ud og dannede nyt parti, en svækkelse af især Socialistpartiet. Centrum-venstre regeringskoalitionen tabte ved parlamentsvalget 2005, og en koalition af højrepartier med Det Demokratiske Parti i spidsen dannede regering, og Sali Berisha blev i september 2005 på ny regeringschef. Fatos Nano trådte tilbage som leder af Socialistpartiet. I oktober 2005 valgtes den markante borgmester i Tirana, Edi Rama, som ny partileder for Socialistpartiet.

 Den mangeårige politiske enighed om Albaniens integration i Europa gennem medlemskab af NATO og EU kom lidt nærmere, da stabilitets- og associeringsaftalen med EU blev underskrevet juni 2006 efter forhandlinger, der blev påbegyndt 2003. Udenrigspolitisk har de skiftende regeringer fastholdt en udtalt pro-amerikansk kurs, der bl.a. har betydet albanske tropper til USA’s krig i Irak.I 2010 blev Albanien medlem af NATO.

 I 2013 vandt socialistpartiet ledet af Edi Rama parlamentsvalget og dannede regering sammen med Ilir Metas parti LSI. Ved valget i 2017 fik Socialistpartiet alene flertal i parlamentet og dannede en ren PS regering igen med Edi Rama som premierminister.

 I 2014 opnåede Albanien kandidatstatus til EU medlemskab og opfylder nu (2019) ifølge EU Commissionen de stillede krav for at kunne indlede forhandlinger om medlemskab af EU.

Kilder: Gyldendal, Wikipedia, Albania.al 

NATO
NATO Medlemskab