Albaniens historie

Historien efter 1945

 Ved valgene til nationalforsamlingen i december 1945 vandt Hoxhas Nationaldemokratiske Front en klar sejr, og i 1946 udråbtes Den Albanske Folkerepublik, et kommunistisk étpartiland med Hoxha som ministerpræsident. Han blev til sin død i 1985 det nye Albaniens enevældige leder.

 Albanien indgik efter 2. Verdenskrig et tæt økonomisk samarbejde med Jugoslavien, men efter Jugoslaviens brud med Sovjetunionen og KOMINFORM i 1948 blev der knyttet nære forbindelser til Sovjetunionen. Forholdet til naboen blev spændt. Landet blev omdannet til en stalinistisk inspireret, planøkonomisk stat med bl.a. tvangsnationalisering af den private sektor og en kollektivisering af landbruget, der først var fuldført 19 år senere. Fra 1949 var landet medlem af COMECON, og i 1955 blev det medlem både af FN og Warszawapagten. Den sidste forlod Albanien i 1968 som en protest mod Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet. I striden mellem Sovjetunionen og Kina, indledt i 1960, tog Albanien parti for Kina, hvilket udløste en kraftig kritik fra sovjetisk side, der kulminerede med brud på de diplomatiske forbindelser i 1961, da Albanien trådte ud af COMECON. Herefter var Albanien isoleret i Europa, og de eneste partnere ud over Kina var Nordkorea, Nordvietnam og Cuba. Kina brød man med i 1977-78 efter Mao Zedongs død, og efter at hans enke var blevet styrtet (1976).

 I perioden, der fulgte indtil 1986, befandt landet sig i en selvvalgt isolation. Befolkningen blev holdt i stramme tøjler; således var både religion, privat bilkørsel og turistrejser til udlandet forbudt, men den stalinistiske planøkonomi formåede ikke at ændre landets status som Europas fattigste stat.

 Efter Hoxhas død i 1985 forsøgte hans enke at spille en politisk rolle, men blev udmanøvreret af den nye partileder, Ramiz Alia. I erkendelsen af behovet for decentralisering indledte han i 1987 en moderat reformkurs med en lempelse af den planøkonomiske politik. I forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 påbegyndtes en demokratisering af det politiske liv, og regeringen iværksatte reformer for at omdanne landet til en markedsøkonomisk stat. Desuden indførtes bl.a. rejse- og religionsfrihed. I 1991 afholdtes det første parlamentsvalg med flere partier, hvorved kommunistpartiet vandt i landdistrikterne, men oppositionen i de større byer. Samme år skiftede kommunistpartiet navn til Albaniens Socialistparti, og præsident Alia nedlagde partilederhvervet. Herefter dannedes den første regering med deltagelse af flere partier. Efter fremgang for oppositionen ved parlamentsvalget i 1992 måtte Alia træde tilbage, og oppositionspolitikeren Sali Berisha overtog præsidentposten.

 Albanien var 1992-2005 præget af stærke modsætninger mellem politiske kræfter, som havde deres rod i Hoxhatiden, men i forskellig grad distancerede sig fra denne, især Sali Berisha (præsident 1992-97), leder af Det Demokratiske Parti, og lederen af Socialistipartiet 1991-2005, Fatos Nano, ministerpræsident under Ramiz Alia, som i 1993 fik frataget sin parlamentariske immunitet og i 1994 idømtes en fængselsstraf for embedsmisbrug og overtrædelse af borgerrettighederne. Det nye regime slog ind på en stærkt vestvendt kurs, som i 1992 gav sig udtryk i, at Berisha anmodede om, at Albanien måtte blive optaget i NATO. Han forsøgte i 1994 uden held at gennemføre en forfatningsreform, som væsentligt ville have styrket præsidentembedets magtbeføjelser. Ved en regeringsomdannelse samme år blev en yngre generation af politikere trukket ind, og det lykkedes at få den albanske stats udlandsgæld nedskrevet med ca. 60%. Men krisen skærpedes, ligesom regeringens retslige skridt mod sine politiske modstandere blev forstærket. I 1996 vedtog parlamentsflertallet en valglov, som begunstigede regeringspartiet, og ved parlamentsvalget i 1996 trak den af Socialistpartiet ledede opposition sine kandidater tilbage i protest mod udbredt valgsvindel. Men Berisha erklærede sig som vinder og afviste henstillinger om omvalg fra OSCE og Europaparlamentet.

 Situationen eksploderede i begyndelsen af 1997, udløst af folkelig harme ikke blot over Berishas stadig mere diktatoriske ledelse, men også over de såkaldte pyramidespil, hvor store dele af befolkningen blev tilskyndet til opsparing, men endte med at blive franarret deres penge som bl.a. stammede fra privatisering af boligmassen. Et folkeligt oprør med udspring i det sydlige Albanien udviklede sig til regulær borgerkrig. Landets våbenlagre blev plyndret, hvorved mere end 1/2 mio. våben kom i omløb på Balkan. Oppositionen opfordrede OSCE til at gribe ind, og i marts sendte Albanien en anmodning om militærhjælp, efter at regeringen havde mistet kontrollen med store dele af Sydalbanien. I april i indsattes en midlertidig international beskyttelsesstyrke under FN-mandat med bl.a. dansk deltagelse. I juni 1997 afholdtes nyvalg til parlamentet, som gav en stor sejr til Socialistpartiet og dets allierede. En samtidig folkeafstemning afviste med stort flertal genindførelse af monarki. Socialisten Rexhep Mejdani valgtes til præsident, og veteranen Fatos Nano til ministerpræsident. Berisha anerkendte ikke resultatet; han opfordrede til nyvalg og fortsatte modstanden mod den nye regering under Fatos Nano.

 I september 1998 udløste det fortsat uopklarede mord på det Demokratiske Partis vicepræsident uroligheder i Tirana, som førte til Fatos Nanos tilbagetræden som ministerpræsident. Socialistpartiets generalsekretær, Pandeli Majko (f. 1967), overtog kort efter posten, og i november 1998 løstes forfatningsstriden, da Albaniens første demokratiske forfatning blev bekræftet med 93,5% af de afgivne stemmer, som dog kun afspejlede en valgdeltagelse på 50,6%. Under den militære konflikt mellem NATO og Jugoslavien om Kosovo brød ud i marts 1999 blev NATO-tropper placeret i Albanien, og der blev ydet international humanitær hjælp til op imod en 1/2 mio. etniske albanere, der flygtede over grænsen fra Kosovo ved Kukës. Indenrigspolitisk førte stridigheder internt i Socialistpartiet til, at Pandeli Majko i oktober 1999 afløstes af Ilir Meta (f. 1969) som ministerpræsident, mens Fatos Nano fortsatte som partichef. Regeringen førte en forsigtig politik i nær tilknytning til Vesten under urolighederne i Makedonien i 2001.